Selvhadet er ofte blevet til selvindsigt og selvkærlighed. Men selvsabotagen er desværre alt for sjældent blevet til selvomsorg. Og det skal der gøres noget ved.
Jeg har fået rigtig godt styr på det kognitive, på mindsettet (du skal ikke vrænge på næsen her, den er god nok). Jeg har arbejdet intenst, og arbejder fortsat intenst på at få forløst traumer, rykket på min erkendelsesproces og healet mit indre barn. Jeg har prioriteret at samle mit sjælelige puslespil brik for brik. Men puslespillet er stort og komplekst, og der er mange brikker, der skal samles. Det tager tid at skifte selvhad og selvsabotage ud med selvindsigt, selvkærlighed og selvomsorg.
Når smerten bliver en del af selvterapien
Hele min skriveproces har været og er fortsat en selvterapi (surprise surprise), og jeg har med stor bevidsthed fastholdt mig selv i helvedet, pillet i det betændte sår og gradvist åbnet det mere og mere, for at rense det og lade det hele indefra.
Adrrr! Et skummelt billede, jeg ved det godt, men ikke desto mindre det billede, der beskriver processen bedst. Nogle gange føles det virkelig som om, jeg gnider et kilo salt i såret. Det gør ufattelig ondt, før det for alvor kan gøre godt. Det er den barske virkelighed, jeg lever i.
I lange perioder har jeg bevidst valgt at tilsidesætte mit fysiske helbred, og den kamp jeg har her, fordi jeg ikke har haft overskud til at tage mig af det hele på en gang. Jeg har ganske enkelt ikke haft overskuddet til at passe på min fysik, når mit fokus har været på min mentale healingsproces.
Og dét velvidende, at en fuldbåren healing og transformation aldrig ræddi er i hus, før både sind, krop og sjæl er med. Men hvorfor er det så, jeg ikke formår at passe på mit fysiske helbred, når nu jeg ved, hvilken stor betydning det har?
Vil du gerne blive gammel?
Forleden læste jeg et opslag fra en kær tidligere veninde. Det var en beskrivelse af den dag, der for hende blev vendepunktet, eller som hun skriver ”startskuddet til at mit valg faldt på en fedme operation”.
Hun beskriver, hvordan hun vågner om natten med trykken for brystet og med følelsen af at trække vejret gennem et sugerør. Hun var bange og fyldt med angst. Hun endte med blå blink på vej til sygehuset.
Imens jeg læste dette, trillede tårerne ned ad mine kinder, som havde de deres eget liv. Det har de i øvrigt også – deres eget liv. Tårerne kommer lige præcis, når det passer dem. De fortæller mig, at det er tid til at lytte til mig selv, mærke mig selv og spørge mig selv, hvad det er, tårerne vil fortælle mig. For de har altid noget vigtigt at sige.
Ord for ord mærkede jeg en kæmpe sorg indeni. En kæmpe længsel. Og da jeg ramte ordene ”Vil du gerne blive gammel?”, der væltede tårerne frem. De ramte mig helt ind i maven og hjertet.
Selvsabotagen fortsætter…
Hvad vil jeg egentlig med denne fortælling? Jeg vil godt fortælle om mit misbrug af mad og søde sager og min selvsabotage, som desværre fortsat lever i bedste velgående.
Jeg vejer på nuværende godt og vel 90+ kg. Jeg bærer dem dæleme flot, bevares, men jeg bærer dem besværligt og til gene for mit helbred.
Osteofytter i nakken, degenerativ gigt i hele kroppen, autoimmun stofskiftesygdom Ords (hashimotos), daglig hovedpine og kroniske smerter, reaktiv hypoglycæmi, Ibs og alskens senfølger efter seksuelle overgreb, barn af alkoholiker og diagnosen ptsd med en personlighedsændring – ja der er rigelige årsager til, at jeg ville gøre smartest i at fokusere på mit helbred. Så hvad er det, der stopper mig?
Jeg spiser på følelser. Alle mine følelser velsagtens. Jeg spiser i smug, og jeg spiser længe efter jeg burde være stoppet. Intet gør mig mere glad end kage, søde sager og lækker mad. Jeg har altid kunne regne med mad og søde sager. Det har altid været en sikker vinder i mit liv, som er levet i overlevelse.
Det har altid været der til at trøste mig, til at give velbehag og øjeblikkelig tilfredsstillelse og tryghed, når jeg havde brug for det. Det har givet mig gode og glade associationer uden tanke på andres svigt eller manglende omsorg. Jeg skulle ikke tilsidesætte nogle som helst behov for andres skyld, men kunne bare nyde maden og de søde sager, som det passede mig. Det føltes trygt og godt. Selvom det i virkeligheden ikke er særlig selvomsorgsfuldt at fylde sig med søde sager. Det føltes bare sådan i det øjeblik.
Min krop var ikke mit eget tempel – men det bliver den…
I min bog skildrer jeg et liv levet med bodyshaming, ydre fokus og konstante kropsfokuseringer og vurderinger, og hvorfor og hvordan, den løbebane jeg valgte i livet, har taget afsæt heri.
Jeg ved med både, krop, sind og sjæl, hvorfor jeg fortsat kæmper med min fysik. Jeg ved, hvorfor jeg spiser for meget, i smug og for sødt, selvom det ødelægger mit helbred. Jeg ved, hvorfor jeg ikke formår at passe på hele mig på én gang. Men jeg har endnu ikke fundet løsningen til at ende selvsabotagen.
Jeg lever omsorgsfuldt med den, men det ændrer ikke på det faktum, at langtidsudsigterne ikke ser alt for lovende ud, hvis jeg fortsætter denne livsstil. Jeg ved, at jeg skal ændre nogle ting i mit liv for at leve mere selvkærligt og selvomsorgsfuldt og derigennem også passe bedre på min fysik.
Ja, jeg er træt, min krop er træt, men håbet og troen på at jeg vil vende selvsabotage til selvomsorg, den er intakt.
Jeg er overbevist om, at jeg nok skal slå en krølle på denne sløjfe. Den får i hvert fald ikke lov til at forpurre min plan, og jeg holder mig tålmodigt til den. Aij det løgn… ikke helt tålmodigt, men i hvert fald selvkærligt.
Seneste kommentarer