Tanya Tranholm – Custom Life Design
Selvhad og selvsabotage var (og er til dels stadig) en del af mit liv. Men jeg har lært at lytte til mit indre barn, mærket min indre ild og fået øjnene op for værdien af selvomsorg og selvkærlighed. Jeg har lært, hvad der skal til for at mestre mit liv bedst muligt, med de vilkår jeg er blevet givet. Jeg har lært at leve i nu’et og at mærke mit liv med krop og sjæl.
Det meste af mit liv har i store træk handlet om at overleve på bedste vis. I perioder har jeg forsøgt at fjerne min smerte ved at fjerne mig selv og mine egne behov. Det har været en nødvendig strategi, jeg tillærte mig i en tidlig alder.
Som barn af en alkoholiker, og et barn der blev udsat for seksuelle overgreb i barndommen, lærte jeg at fjerne mig selv helt og aldeles fra virkeligheden (dissociere). Jeg har aldrig sådan helt ned til nederste detalje overvejet selvmord, men altid levet med overbevisningen om, at jeg var skyld i alt, der foregik omkring mig, og at jeg fortjente hver en bid af det. Jeg følte, at jeg ikke var bedre eller mere værd end det. Det førte mig til en form for selvdestruktion.
Jeg er gået hele vejen gennem strip, porno og sexbranchen og har forsøgt at dulme mine smerter med stoffer og alkohol. Men ikke engang dét kunne jeg finde ud af. Selvhad og selvsabotage var blevet en fast del af mit liv.
Terapi i timevis satte gang i en indre proces
Igennem min ungdom og mit tidlige voksenliv har jeg på grund af min opvækst med mistrivsel og misbrug modtaget terapi i timevis. Endda af flere omgange og fra forskellige faggrupper – dog altid med et kognitivt fokus.
Jeg kan ikke fortælle dig, hvilken terapi der har været bedst, for i virkeligheden ser jeg det i dag som en lang sammenhængende proces, hvor hver session ledte til den næste og var med til at gøre mig klar til næste step. Hver eneste time hos en terapeut af den ene eller anden slags satte gang i en udviklingsproces indeni.
Findes der overhovedet et endeligt mål?
Jeg ved ikke, om jeg kunne have nået mit ”endemål” hurtigere og mere effektivt på anden vis. Men hvis vi ser livet som cirkulært, så tror jeg ikke på, at der er et endeligt mål i forhold til viden, power, indre ild og trivsel. Alt er i bevægelse, og vi lærer noget nyt hver eneste dag.
Det satte mig dog først rigtigt fri, da jeg indså, at det ikke handlede om at fjerne noget, eller at ’reframe’ og tillære mig et andet mindset og vælge mine tanker med omhu. Det gør det også, men det var ikke dét, der forløste min smerte og mine traumer.
Det er uden tvivl selvomsorgen, selvkærligheden og den kærlige selvtale, der har været løsningen for mig.
Accept, selvomfavnelse og diverse coping strategier
At acceptere og omfavne mig selv. At møde mig selv lige der, hvor mit indre barn gemte sig og ikke var blevet set. Det var i virkeligheden dét, jeg havde brug for.
I stedet forsøgte jeg i mange, ræddi mange år med strategien at fjerne det, jeg ikke brød mig om. Fjerne de negative og mørke tanker og sider af mig selv. Men det eneste, det gjorde, var at putte brænde på det bål, der fik mig til at føle mig forkert.
Jeg forlængede og benægtede min negative adfærd, mine reaktioner og mine følelser. Og det vendte altid tilbage i tifold og ofte i søvne som mareridt eller ukontrollerbare udbrud.
Jeg havde coping strategier, som virkede nu og her, men som bare forstørrede bunken med uhensigtsmæssige og potentielt sprængfarlige strategier. Det var coping strategier som disse:
● Sove mere
● Overempatisk
● Please
● Benægte
● Kamæleon der regulerer efter miljø, meninger og omgivelser
● Ydrestyret
● Grænseløs
● Lukke ned/af
● Spise, spise lidt mere og derefter spise i smug
Jeg benyttede mig af disse strategier, fordi jeg havde brug for at kappe forbindelsen mellem hoved og krop, men det forløste ikke mine traumer. Tvært imod.
10 positive opvejer én negativ
Hvad var det så, der forløste mine traumer?
Jeg begyndte at omfavne og acceptere hver eneste følelse, reaktion og adfærd hos mig selv. Jeg begyndte at skrive taknemmelighedsbog. Jeg skrev selvkærlige citater og læste dem højt foran spejlet. Ja, det virker idiotisk i starten, men efter jeg hørte en hjerneforsker fortælle en dame med angst, at for hver negative ord sagt til/om sig selv, skulle der 10 positive til at opveje den enkelte negative. Så skulle der satme godt nok bekræftes i spejlet! For der skulle rigtig mange positive tanker til for at opveje alle mine negative tanker.
Shit, tænkte jeg. Godt og vel 35 år med den selvtale… Det vil tage resten af mit liv at rette op på!
Men hvad er mest opløftende? Udsigten til et mere positivt og kærligt liv med et par smuttere her og der? Eller et fortsat liv i helvede? Valget var ikke svært.
Og det viste sig, at effekten var massiv og hurtigere mærkbar end ventet. Nogle ting har sluppet taget i mig, andre titter frem en gang imellem og enkelte spænder ben en sjælden gang imellem.
Betydningen af at blive set og mødt
På et tidspunkt fandt jeg en psykoterapeut, der havde fokus på hele mig. En psykoterapeut, der havde fokus på at se mig og give mig værktøjerne til at turde vise MIG, i fællesskaber, i relationer og i livet. Det gjorde mig klar over, hvor subtilt følelsen af ”forkerthed” ligger i mig. Måske endda for altid, men i hvert fald for nu som en del af mig.
At blive set og mødt alle de steder, jeg ikke blev set og mødt som barn, var sorgfuldt og smertefuldt men ikke mindst forløsende og magisk. Det gør, at jeg med en større bevidsthed, mere omsorg og forståelse kan se mig selv.
Så når jeg bliver vred, bliver jaloux på andres succes, føler mig forkert, opfører mig barnligt, bliver bange, frygtsom, krænkende, ser mig selv som offer, ser med dømmende øjne på andre eller hvad jeg nu ellers også indeholder, så siger jeg velkommen til den følelse/tanke og ”hold da op du trænger til kærlighed”. Og så spørger jeg min krop, hvad det er, den forsøger at fortælle mig. Jeg forsøger at blive klogere på, hvad der er på spil.
Jeg trækker vejret bevidst og helt ned i maven – på den måde connecter jeg til min krop og til nuet. Og ikke mindst så fjerner jeg mig fra hovedet. Uhhh, hvor skal vi dog blive bedre til at rende rundt som hovedløse høner. Vores krops hjerne er ofte meget klogere end vores hoveds hjerne, der ofte ryger hurtigt i ”fikse- og løsningsmode”.
Troen på et godt liv og en god fremtid
Selvhadet og selvsabotagen gennem hele min barndom og ungdom er blevet til selvindsigt og selvomsorg. Jeg har lært at tro på, at jeg selv kan skabe et godt liv og en god fremtid.
Jeg er nu selv uddannet Coach og Team Coach og kan se, hvordan effekten af forløsningerne blev taget til nye højder, da jeg kunne kombinere terapi og coaching. Perspektiveringen, den dybe (selv-)indsigt og værktøjerne har gjort det muligt for mig at skrive min bog, selvvalgt at være i helvede længe nok til at finde de puslespilsbrikker, der var spredt for alle vinde og endeligt samle alle brikkerne for at få det hele til at falde ordentlig på plads. Alt det samtidig med at jeg har været i stand til at leve, passe mit arbejde og min familie, hive mig selv op igen og gøre mit bedste for at passe på mig selv hver eneste dag.
Alle kvinder fortjener en god fremtid
Med denne viden og erfaring er det derfor også helt naturligt, at jeg i dag tilbyder selvcoaching workshops for at hjælpe andre sårbare kvinder til at se og turde tro på, at livet kan gå i flere retninger. At de selv har mulighed for at træffe nogle valg, som kan være afgørende for deres fremtid. Og at de valg ikke behøver at være baseret på den negative fortælling om sig selv, de har med sig fra barndommen. Gennem selvcoaching begynder kvinderne at tro på, at de, ligesom andre kvinder, også fortjener en god fremtid.
Målet er at de skal blive heltinden i deres eget liv og skabe det liv og den fremtid, de drømmer om.
Og det er netop dét, som jeg med mine foredrag og selvcoachingworkshops kan hjælpe sårbare kvinder med. Fordi alle kvinder fortjener en god fremtid – uanset hvilken fortid de har.
”Tanya viser med overbevisning, at sårbarhed og styrke er to sider af samme sag. Hun er et lysende eksempel på, at det ER muligt at bryde den sociale arv og skabe det liv og den fremtid, man drømmer om, uanset hvilken fortid og fortælling, man bærer på.”
Rikke Louise Fage-Fjord, Coach & Foredragsholder
Seneste kommentarer